RSIK afholder Reebok/CCM Hockey Camp i uge 31!
Holdliste
Aktuelle tilbud
Vojens-Rødovre
Vojens-Rødovre
1.DIVISION
VOJENS-RØDOVRE
24.11.2011
af Stig Pærregaard
Vojens-Rødovre : 0-9 (0-3)(0-4)(0-2)
0-1 Mathias Bau (Mikkel Ry)
0-2 Mikkel Sørensen (Magnus Povlsen, Linnet)
0-3 Mark Redøhl (Patrick Rasmussen)
0-4 Ulrich Linnet (Redøhl, Povlsen)
0-5 Dennis Christjansen (Bau)
0-6 Nicklas Krause (Ry, Povlsen)
0-7 Mikkel Ry (Stenild, Sørensen)
0-8 Emil Møller Rasmussen (Sørensen, Povlsen)
0-9 Sebastian Haddaoui (Bau)
Udv.: Vojens 5X2, Rødovre 3X2
Den af Dansk Meterologisk Institut varslede storm over Nordsjælland, ramte allerede lørdag eftermiddag hjemmeholdet i SE-Arena. Her fejede Rødovre al modstand til side, da Brian Madsen i sin barndomsby blæste til angreb.
Når man besøger Vojens Ishockey, kan man være sikker på en varm velkomst - og på isen, en hård og fysisk dyst. Det var derfor heller ikke en overraskelse, at Vojens, startede kampen som en tornado, og med bidende tacklinger og direkte spil mod Rødovres mål, havde momentum i kampens begyndelse.
Her måtte Frederik Jacobsen vise mange eksempler på sit store repertoire, og med snarrådigt spil, diske op med små mirakelredninger, for at hindre hjemmeholdet i at score.
Efter 7:42 min. blæste milde vinde ind over Rødovre, da Mathias Bau ekvilibristisk udnyttede en vidunder-pasning fra Mikkel Ry, ved at udplacere hjemmeholdets chanceløse målmand.
Med Bau i spillehumør, er det uhyre vanskeligt at spå om resultatet. I lørdagens match, gled Bau, som den største selvfølgelighed ind på 1.divisionsholdet, tog ansvar, og blottet for "nykker" ydede han i det hele taget et fornemt stort arbejde.
Vojens overvandt aldrig Rødovres indledningsmål, som betød, at sønderjyderne kom til at udkæmpe kampen i stormende kuling og strid modvind..
Rødovre havde til gengæld en stor vindstyrke i ryggen. Da hjemmeholdet ikke kunne matche gæsternes tekniske færdigheder i højt tempo, var vejen banet for en sejr. At den skulle ende med 0-9, havde ingen vist drømt om.
At Rødovre har stor bredde dokumenteres af, at de ni scoringer, blev sat ind af ni forskellige spillere.. Og når holdet samtidig bestemmer sig for at give ”Frede” en nul-løsning, er der pludselig basis for at tro på endnu en stor sæson for spillerne i 1. division.
0-2 blev en realitet da Mikkel Sørensen udnyttede en af de mange retur-pucke fra Vojens-keeperen. Forarbejdet blev gjort af Ulrich Linnet og Magnus Povlsen. Sidstnævnte er en spiller, der synes at have et stort potentiale.
Foruden at yde et kæmpe stykke arbejde, er han hurtig i sin spilopfattelse. Lige så ”lille” han kan synes at være, har han som en proto-type af en Rødovre-dreng, lige så stor vilje til at vinde.
1. periode fik en brat ende for Vojens, idet Redøhl, kun 15 sekunder før tid, dukkede frem som trold af en æske, og udnyttede Patrick ”Paddy” Rasmussens fortrinlige forarbejde.
At de mange scoringer ikke blev registreret med samme fotografiske nøjagtighed, er en erkendelse, som redaktionen må tage på sin kappe.. Hvad der derimod er hævet over enhver tvivl, er Rødovre-drengenes forbilledlige evne til at være energiske, mase på og aldrig slippe sit tag i et bytte, som er under fortæring.
I periode-pausen lagde ”mester-træneren” Brian Madsenvægt på, at tempoet i kampen skulle opretholdes. Budskabet var ikke til at misforstå.
”Vi holder pedalen nede, og kører højt tempo”, lød ordren, til hvilken der blev tilføjet, at backer noget hurtigere skulle ekspedere pucke frem.
”Så længe det er os som sætter tempo og holder det høje tekniske niveau som vi kan – så længe er det os som bestemmer og sætter dagsorden i matchen..”
2. periode startede i et næsten morderisk tempo, hvor Rødovre, med vindstød af stormstyrke, ustandselig udfordrede hjemmeholdet overalt på banen. I forsvar var Stenild, Begholt og Victor bærende kræfter, men også Haddaoui og især måske Matias Lassen i formidabelt spillehumør. Der blev ikke talt om personlige fejl. De der var, var ubetydelige.
0-4 kom i hus da Ulrich Linnet akkurat fik prikket pucken forbi en liggende Vojens-målmand. Igen var Magnus Povlsen en af de to arbejdsmænd, som blev noteret for den målgivende pasning.
Matias Lassen er en spiller, som stadig er i god udvikling. Når han bruger sine kræfter på ishockey, viser han stor forståelse for spillet. Hvad Matias eventuelt kan mangle i højde og drøjde, opvejes i væsentlig grad af hans mod og energi.
Han er spilleren hos hvem der kan ventes en betydelig fremtid.
-Han er god på mange felter, og jeg ser ikke noget loft for ham, udtaler Holdleder Stig Pærregaard, der tilføjer, at Matias er god på så mange parametre, at han sagtens kan nå et højt niveau. Han bestemmer selv.
0-5 blev sat ind af Dennis Christjansen. Forarbejdet var en perle-pasning fra Bau, der evnede at holde pucken til rette øjeblik, hvor han sendte den på tværs foran sønderjydernes mål. Dennis behøvede reelt kun at sætte sin stav på pucken. Kun er så meget sagt. Der skal en god portion sans for timing, og evner til at ”holde sin plads” i den trafikerede plads foran buret.
Som kampen udviklede sig, faldt hjemmeholdet mere og mere omkuld rent spillemæssigt. Frustrationerne fik frit spil, hvilket betød, at Vojens i seks tilfælde havde spillere i straffeboksen. Desværre for Rødovre, blev kun en overtals-situation udnyttet. Det var scoringen til 0-6, som hjemvendte Nicklas, satte sidste stav på et konsekvent power-play..
I de sidste 100 år er den globale temperatur steget med ca. 0.74 oC. Hvor stort et tilskud Vojens ydede, tør jeg ikke spå om, men hektisk og varmt må der have været i kassen ved for de to målmænd, som på skift vogtede målet for hjemmeholdet.
Som om der ikke var 0-6 ikke var nok, fik Rødovre udnyttet sin overlegenhed, og ekspederet yderligere 3 kasser, til en samlet slutstilling på 0-9.
Kaptajnen Mikkel Ry Nielsen, som hverken har frekventeret universitet eller anden højere læreanstalt men har en medfødt og absolut anerkendt og god evne for ledelse, krydrede en overordentlig god indsats med at score et af kampens flotteste mål. I fuld fart, sendte Ry et klokkerent slagskud i bag hjemmeholdets undrende målvogter.
Næppe tidligere er Ry set i så godt spillehumør, med så stor fart og en yuderst veludviklet og god placeringsevne. Altid spilbar, altid fremadrettet i sit spil og altid meget god til at læse spillet.
Desværre nåede redaktion ikke på plads, da Emil Møller kronede et stort arbejdet med at score til 0-8. Men heldigvis var vor udsendte medarbejder vidne til et af kampens – og måske månedens mål, sat ind af myreflittige Sebastian Haddaoui. Et brag af et dommedagsskud fra blå linie trak nærmest en synlig sky i sin bane gennem luften til tre-kanten, og ind bag en fuldkommen overrumplet og sagesløs målmand.
Vojens havde for længst kapituleret, og kørte for så vidt blot kampen hjem med lidt ufine tricks og indbydelser til håndgemæng, som Rødovre-spillerne heldigvis var for strukturerede til at falde ind i.
Man of the match : Mikkel Ry
/sp




